4. rapport fra Atlanterhavet – følg en antropologi-studerende på en ekspeditionsbåd (in Danish only)

Vi er heldige at have en kontakt til en forsknings-ekspedition på det åbne hav.

 

Vores korrespondent og antropologi-studerende er en af de få kvinder om bord, 25-årige Claudia Maria Bagge-Petersen.

 

Fjerde kapitel fra feltdagbogen handler om at møde en orkan og forestille sin død i skibets fitness-rum. Som den unge studerende selv skriver om selve missionen:

 

Togtets overordnede mål er at finde ud af, hvilke gasarter der udveksles mellem havet
og luften, og hvor stor denne udveksling er, når vindstyrken er rigtig høj.

 

Kort fortalt betyder det, at Claudia og besætningen på R/V Knorr skal opsøge storme.

 

De 12 forskere er overordnet oceanografer, mens Claudia er antropolog der skal afdække kulturen og adfærden på et forskningsskib.

 

Følg hvor Claudia og båden er lige nu her:

http://www.whoi.edu/main/ship-tracker/knorr

 

Andet kapitel i serien udgives hermed. Flere kapitler vil følge alt som de modtages fra R/V Knorr:

 

Skærmbillede 2013-10-23 kl. 17.46.37

 

“Livet ombord – en verden på få kvadratmeter med ozon, dessert, roning, uforsvarlighed, larm, orkan og rod i tiden.

 

Der er nu halvanden uge tilbage af togtet, og det begynder at krible i mig for at komme i land. I går måtte skibet sejle ind mod Canadas kyst for at ligge mere stille, så nogle ødelagte instrumenter i masten kunne blive skiftet. Synet af fastlandet var smukt og dragende i solopgangens skær. Det var dog udenfor rækkevidde. Vi må ikke endnu; vi skal fange mindst én storm mere, inden chef-forskeren er tilfreds, og vi kan hoppe i land og drikke en velfortjent øl. Efterhånden virker livet på land også lidt uoverskueligt at tænke på. Dér skal man selv finde ud af, hvad man skal spise, ens bevægelsesrum er ufatteligt stort i sammenligning med de 20 meters længde, man normalt bevæger sig fra laboratorium til kahyt og spisesal, man har mulighed for at bruge penge, man har andre forpligtelser og kan ikke undskylde sig med, at man stort set er udenfor kontakt, og at man er helliget én mission.

 

Mit første møde med skibet for en måned siden synes allerede langt væk, og det er kun gennem mine utallige feltnoter i starten, at jeg kan erindre, hvordan det føltes så utrolig fremmed og usikkert at være her. Skibet var en sand labyrint, og det tog mig lang tid at finde ud af, hvordan jeg, gennem de lange gange, skulle finde fra min kahyt og op til laboratoriet. Jeg anede ikke, hvad der var for og bag på skibet, når jeg var gået bare ét dæk ned. Nu har jeg snart sneget mig rundt over det hele. Jeg dristede mig en dag til at smutte helt ud i stævnen og kigge ud over rælingen, hvor jeg blev løftet og sænket 5 meter op og ned over vandet, da vi havde temmelig meget vind. Jeg blev da også hentet ind og irettesat af et besætningsmedlem – det var for farligt. Der er bare dét, at man kan være den mest forsigtige lille mus i starten, men efter fem uger føler man sig fuldstændig sikker og glemmer hurtigt, at havet er et farligt sted for os organismer, der får ilt gennem luft og ikke vand og mister kropsvarme på et øjeblik. Denne sikkerhedsfølelse skyldes ikke mindst besætningen, som, udover at sejle skibet og hjælpe med udstyr, har til opgave at passe på os gaster (maritimt ord for gæster) ved at låse dæk af, så forvirrede forskere ikke kommer til at være til fare for sig selv. Og se nu dér, jeg blev også passet på, da jeg blev overmodig og som et uforsvarligt barn blev draget af stævnen. Efter at være blevet sikker på benene og have opbygget den nødvendige balance i hele kroppen føles skibets bevægelser og bølgerne ikke fremmede eller farlige – det er de altså bare alligevel. Skrækhistorier fra kaptajnen hjælper da også lidt til at huske dette, har jeg erfaret.

 

Lydlandskabet ombord er en anden ting, jeg har vænnet mig til. Alle steder, på nær oppe på broen (der hvor skibet styres fra), er der konstant en blanding af larm fra aircondition, motor, vandvarmere, bølger, vind, generatorer, alarm-signaler, metalkæder, ting der suser ned fra borde og kastes fra styrbord til bagbord til styrbord igen; blandt andet min stakkels telefon. I min kahyt havde jeg svært ved at sove, dels pga. at blive rykket ufrivilligt fra side til side, dels pga. de voldsomt høje lyde. Der er blandt andet en tank med vand i nærheden af min kahyt, der skal stabilisere skibets bevægelser over bølgerne. Denne tank har den lydlige feature, at den, når man slumrer hen, får én til at drømme, at man ligger og sover på maven af en hval med øret klistret til dens mave, så man kan høre skvulpelyde og rumlen. Jeg har nu vænnet mig til at stikke ørepropper i ørerne og bygge en lille rede af tæpper og puder i min køje, så jeg lige akkurat kan klemme mig ned i midten og på den måde ligge fikseret.

 

Til gengæld har man aldrig selv rumlelyde i maven ombord; man går aldrig sulten rundt. Hvis folk har et romantisk billede af, hvordan det er at være på togt, som fx at man leger skjul med rotter, konstant bruger sine stærke arme til at hive i reb og skrubbe dæk, lever af halvråddent brød og kød og får skørbug, ja så er det så forkert, som det kan være. Der er mange forskellige tunge retter at vælge mellem til hvert måltid, plus dessert – efter alle måltider. Jeg troede altså, at jeg skulle blive fit af alt muligt praktisk arbejde ombord, men i virkeligheden skal man passe på ikke at blive fed. Der er kurve med slik og kager, snacks, saft, kaffe, te og frugt. Hvordan frugten kan være frisk efter mere end en måned, var mig en kæmpe gåde. Da jeg fik spurgt én i køkkenet, fik jeg forklaret, at de bruger ozon til at holde frugt og grønt frisk. Dette ved jeg ikke noget som helst om – det lyder meget sci-fi i mine ører, og jeg spekulerer på, hvor meget ozon jeg har indtaget, og på det ironiske i, at være med på et forskningstogt, der handler om klimaforandringer, og så selv have taget en bid ozon hver dag. En anden ironisk ting er at være på et skib, hvor man ror og ror så sveden pibler og man får vabler i hænderne – på en romaskine vel at mærke, i et træningsrum nederst i skibet, netop for at undgå, at desserten efter morgenmaden sætter sig alt for godt fast. Hvor ville det være sølle, slog det mig, hvis skibet sank i netop dette øjeblik og dykkere senere fandt mig i den skide romaskine i stedet for, at jeg var roet væk i en redningsbåd.

 

Sidste fredag oplevede vi den største storm, besætningen har prøvet. Det var den storm, der efterfølgende ramte Danmark og andre dele af Europa og blev døbt St. Jude eller Cyclone Christian og lavede en frygtelig ravage med en vindstyrke på op til 194,4 km/t. Da vi mødte St. Jude på havet, målte vi vindstyrke op til 104 km/t, hvilket er tæt på en kategori 1 orkan, som en forsker forklarede. Vores målinger af den signifikante bølgehøjde (defineret som højden af den højeste tredjedel af bølgerne) var 10 meter. Dette betyder, at vi oplevede bølger på op til 15 meters højde. Det føltes voldsomt men ikke så slemt som jeg havde troet. Arbejde var dog rimelig umuligt, selvom jeg forsøgte at tvinge et interview igennem med en stakkels forsker, der blev ved at kurre fra side til side på sin stol mens vi prøvede at holde på te-kopper, computer og diktafon. Én ting, der bare bliver ved med at vær sjovt, er når folk pludselig løber hen i den anden ende af laboratoriet, som om der var noget, de skulle skynde sig at gøre, men at de så bare står der og kigger sig om, mens de finder fodfæste for så lidt efter at drøne tilbage igen. Det bedste man kan gøre under storm er at stille sig op på broen ved kaptajnen, stå med spredte ben, holde fast i noget med begge hænder og skue ud over den vilde verden af vand i kamp med himmel. Eller simpelthen gå i seng.

 

Udover stormene der sætter nogle milepæle i forhold til tiden ombord, er det ikke til at holde styr på ugedagene, som bare smelter sammen, uden at der er noget, der hedder fredagsbar eller søndagsdrama på DR1.  Vores nærmeste fremtid afgøres af kort med farverige klatter. Jo hidsigere en farve der ses på vejrkortet, des ivrigere er vi for at komme derhen for at tage målinger i de hårde vilkår. Det er på én måde en virkelig simpel hverdag og på en anden måde en virkelig absurd én.”