3. rapport fra Atlanterhavet – følg en antropologi-studerende på en ekspeditionsbåd (in Danish only)

Vi er heldige at have en kontakt til en forsknings-ekspedition på det åbne hav.

 

Vores korrespondent og antropologi-studerende er en af de få kvinder om bord, 25-årige Claudia Maria Bagge-Petersen.

 

Tredje kapitel fra feltdagbogen står herunder og handler om når det går galt på skibet! Som den unge studerende selv skriver om selve missionen:

 

Togtets overordnede mål er at finde ud af, hvilke gasarter der udveksles mellem havet
og luften, og hvor stor denne udveksling er, når vindstyrken er rigtig høj.

 

Kort fortalt betyder det, at Claudia og besætningen på R/V Knorr skal opsøge storme.

 

De 12 forskere er overordnet oceanografer, mens Claudia er antropolog der skal afdække kulturen og adfærden på et forskningsskib.

 

Følg hvor Claudia og båden er lige nu her:

http://www.whoi.edu/main/ship-tracker/knorr

 

Andet kapitel i serien udgives hermed. Flere kapitler vil følge alt som de modtages fra R/V Knorr:

Skærmbillede 2013-10-23 kl. 17.46.37

“Den store bøjes død og genopstandelse

Kun en uges tid efter at vi er taget af sted, kommer den store prøvelse for forskerne. Deres primære måleapparat bliver slået til pindebrænde og togtets videre forløb afhænger af, hvor omstillingsparate de så er.

 

Den store bøje, med alle mulige indbyggede og påsatte instrumenter, skal hentes ind, efter at have drevet rundt på havet et par dage. Ideen med bøjen er, at den skal indfange en masse aspekter af, hvad der sker, når der er høj vindstyrke. Bøjen er otte meter lang og har et kugleformet plastikhoved med kameraer indeni, som skal optage film af bølgerne. Derudover er der ned langs bøjen påsat to apparater, til at måle densitet af bobler, en sonar, et boble-kamera, en akustisk måler, et par data-drives og tre ”wave wires” til at måle bølgehøjde. Selve stativet er malet skrig-gult og bøje-hovedet er gennemsigtigt forneden og orange foroven. Instrumenterne har forskerne fået ingeniører og teknikere fra de respektive forskningsenheder til at lave.

 

Intet går som planlagt, da bøjen skal indfanges og løftes op på skibet ved hjælp af en kran over rælingen. Det er besætningen på skibet, der skal gøre det, mens forskerne kigger på. Det går fint med at få fat i bøjen med stænger og kroge, men da kranen løfter bøjen op over vandet begynder den langsomt men sikkert at komme i svingninger. Pga. den høje bølgegang står den stakkels besætning magtesløs, da den lange og tunge bøje begynder at rotere og fare faretruende ind mod siden af skibet. Den smadrer med fuld styrke mod rælingen, så bøje-hovedets tykke plexiglas brækker og blotter kameraer og elektronik. Herefter dykker det nu sårbare udstyr i den krakelerede kugle en tur ned i vandet. Pete, som er ansvarlig for indhentningen, bander som kun en sømand kan. Han råber, at de andre skal hive i rebene, og at kranføreren i den lille skibskran skal hæve bøjen. Men bøjen er ikke færdig med sin svingtur. Den svinger ud, får endnu mere fart på og rammer igen imod rælingen, så forskere og besætning må springe for livet. Denne gang knækker bøjen over i to og hoved og øverste del ryger i vandet. Stadig er bøjen ikke færdig med sin frihedsdans i luften. Den svinger ud igen, drejer sig, så den peger direkte ind over dækket og skyder, som en lanse, ind mellem folk og rammer lige ind under førerhuset på den lille kran. De giver slip på den, da den igen svinger ud over rælingen, og lader den sænke ned i vandet, hvorefter de har mere kontrol over den og kan få samlet resterne af den op.

 

Jeg føler, at det var en meget farlig situation, og at det var sindssygt heldigt, at ingen kom til skade. Det er tydeligt at se, at Pete har det skidt med situationen. Kaptajnen kommer ned på dækket. Han har set det hele oppe fra broen og forsøgte at holde skibet i en sådan vinkel, at det ville formindske svingningerne, men uden det store held. Han stiller sig og snakker med Pete, mens forskerne vantro samler sig om den knækkede bøje på dækket. Tilfældigvis havde jeg sat mig for at optage indhentningen på video, så jeg har hele ulykken på film. Kaptajnen beder mig senere om at få en kopi af den, så han kan efterforske, hvad der gik galt, og hvordan det kunne være undgået. Forskerne siger ikke noget, men står blot og kigger åndsfraværende på dét, der var deres store tekniske stolthed.

 

Man skal bestemt ikke undervurdere, hvad en forskers udstyr betyder for ham/hende. Målet med togtet er at hjembringe så mange data som muligt, og de fleste af disse data skal gerne indhentes med denne bøje. Bøjen kan anskues som en slags instrumentel krop, der fungerer som forlængelse af forskernes sanser; den kan drive rundt derude i de høje bølger, se over og under vandet, vurdere bølgehøjder og måle på boblers størrelse i havet og samle alle disse informationer, som så kan udtages af forskerne. Nu er kroppen så gået stykker, og sanseapparatet ser ud til at have fået nogle knubs. Situationen sætter forskernes omstillings-kundskaber på prøve. Nogle er bitre og smækker med døre, andre holder modet oppe og går straks i gang med at se, hvad der kan repareres. Forsker Helen fortæller, at hun er frustreret over, at data fra sonaren er gået tabt. ”Det var ligesom det særlige ved denne bøje – det er meget ulykkeligt”, konstaterer hun. Det var sonarbillederne, der var de mest interessante og det nye. Hun er bange for at komme tomhændet hjem. Men hun fortsætter og siger, at hun også godt ved, at der kan ske ting og sager, når man laver denne slags eksperimentel dataindhentning. ”Der er en masse ting, vi skal prøve at fikse nu”, fastslår hun.

 

Som jeg ser det, er det besætningen, der redder situationen. Deres engagement i at få svejset bøjen sammen igen over de næste dage, være optimistiske og ikke stille sig i tvivl om, at det hele kan fikses, gør det hele mere overskueligt. De føler sig ansvarlige, på trods af at disse ting altså kan ske, når man beskæftiger sig med eksperimental fysik på gyngende grund. De fortæller hurtigt efter hændelsen, at bøjen kan være klar i løbet af et par dage. De bærer den ned i værkstedet i bunden af skibet og kastet sig over genoplivningsprocessen. Denne indstilling skubber forskerne imod at give redningen af instrumenterne en chance. Og de har ret gode muligheder. Gennem de sidste uger har jeg fundet ud af, at forskerne har reservedele med til alt muligt – selv reservedele til at erstatte ødelagte reservedele. Da jeg spørger mere ind til dette, viser det sig, at det er de teknikere og ingeniører, som forskerne har samarbejdet med for at få lavet det nye udstyr, som har påtvunget dem alle disse reservedele.

 

Efter mindre end en uge ligger bøjen klar til søsætning igen. Den bærer mærke efter ulykken, og på én måde er det den samme bøje og på en anden måde, er det en ny. Den er nu klistret til med tape; gaffatape og flerfarvet tape. Besætningen har desuden klasket et klistermærke, hvor der står ”R/V Knorr” – et tegn på at bøjen nu er linket sammen med skibet og har været udsat for deres hænder, på godt og ondt! Bøjens nye kugle-hoved af plexiglas er ikke, som det foregående, smukt malet orange og sort men dækket af gul og sort tape. Undervejs i genopbygningen kom bøjehovedet til at ligne først en lego-mands hoved og så et katteansigt. Forskerne havde det så sjovt med, at det lignede en kat, at de gav den ører og øjne og kaldte den ”Bubbles”. Så, på en måde er den også mindre formel, denne bøje, og mere fællesskabspræget – et trofæ på at de har overvundet nedturen. En totempæl af seriøst data-indsamlingsudstyr med et symbol af overskud på toppen. I går sendte de den så ud, den genopståede bøje, et par timer før stormen kom og den rigtig kunne indsamle data om høje bølger.

 

Det går op for mig, at forskning af denne slags ikke bare afhænger af, at en flok begavede oceanografer, med en masse videnskabelige artikler på cv’et, beslutter sig for, at nu skal dette emne undersøges. Det hele handler ikke kun om, at have sit teoriapparat i orden og så producere ny viden. Det handler i stor grad om praktik og om logistik. Uden besætningens praktiske erfaring med det at være på havet i storm, og med at være omstillingsparate og kunne fikse ting, når det ikke lige går, som man havde tænkt sig, og uden de teknikere og ingeniører, der ved, at ting kan gå i stykker og derfor pakker reserver for forskerne, var der nok ikke blevet produceret mange af de værdifulde data, som forskerne ønsker. Dette er især chef-forskeren på projektet, Byron fra US, klar over. Efter mange års erfaring med forskningstogter er det ham, der har etableret dette netværk af forskere, besætning og teknikere/ingeniører. Forskning om gas i havet ved vind af stormstyrke ville simpelthen ikke være muligt uden dette samarbejde.”