Vi er heldige at have en kontakt til en forsknings-ekspedition på det åbne hav.
Vores korrespondent og antropologi-studerende er en af de få kvinder om bord, 25-årige Claudia Maria Bagge-Petersen.
Første kapitel fra feltdagbogen står herunder og er skrevet umiddelbart efter udsejlingen fra Nuuk. Som den unge studerende selv skriver om missionen:
“Togtets overordnede mål er at finde ud af, hvilke gasarter der udveksles mellem havet
og luften, og hvor stor denne udveksling er, når vindstyrken er rigtig høj.”
Kort fortalt betyder det, at Claudia og besætningen på R/V Knorr skal opsøge storme.
De 12 forskere er overordnet oceanografer, mens Claudia er antropolog der skal afdække kulturen og adfærden på et forskningsskib.
Følg hvor Claudia og båden er lige nu her:
http://www.whoi.edu/main/ship-tracker/knorr
Første kapitel i serien udgives hermed. Flere kapitler vil følge alt som de modtages fra R/V Knorr:
“Logbog fra en tekno-antropolog på et forskningsskib, del 1
Af Claudia Maria Bagge-Petersen
Faglig selvtillid, vind og videnskab
Min angst går ikke på det at være på et skib, hvor alt muligt fysisk kan gå galt. Det er mere en frygt for at måtte erkende, at jeg ingen eksistensberettigelse har blandt resten af flokken ombord. De andre er nemlig enten tekniske besætningsmedlemmer, der står for den daglige administration af skibet, eller videnskabelige forskere, der skal samle oceanografiske data ind.
Jeg sidder i min kahyt efter at være ankommet for nogle timer siden. Tankerne om hvad det egentlig er, jeg har gang i forsøger at få adgang til min bevidsthed ind imellem, og jeg havde da også regnet med, at jeg ville være usikker i starten. Jeg ved, eller rettere, jeg sætter min lid til, at min faglige selvtillid omkring mit projekt vil gøre frygten til skamme lige om ganske lidt. Jeg sætter også min lid til at de to magiske søsygearmbånd jeg har krænget om håndleddene vil redde mig fra dage i kvalmehelvede.
Armbåndene trykker øjensynligt på to akupressurpunkter der giver kvalmedæmpning. Problemet er bare at hele pointen med dette forskningstogt er, ikke bare at krydse Atlanten fra Grønland til USA, men at gøre det, hvor der er høj vindstyrke – vi skal opsøge det dårlige vejr.
Jeg er studerende på en ny kandidat i Danmark kaldet Tekno-antropologi, og i den sammenhæng skal jeg lave et feltarbejde, som danner baggrund for mit speciale. Ideen med Tekno-antropologi og denne umiddelbart paradoksale, sammentrækning af hård tekno-videnskab og blødt menneskestudie er at undersøge, hvordan viden skabes, hvordan teknologi udvikles og påvirker mennesker, samt hvordan kulturer opstår omkring eksperter. Nogle samfundsvidenskabelige forskere mener, at det i høj grad er relevant at bruge den antropologiske metode; feltarbejde med deltagelse og observation, til at se på videnskab og teknologi, i stedet for at begrænse sig til oprindelig folk, stammer, bizarre ritualer etc. Jeg vil hellere end gerne ride med på denne bølge – bogstavelig talt i dette tilfælde.
Jeg faldt for ideen om, at studiet af interaktion mellem mennesker og interaktion mellem mennesker og ting/artefakter også er relevant når videnskabsmænd udfører undersøgelser sammen. Antropologi byder på teorier om, hvad der er universelt ved mennesket, når folk lever sammen, bygger samfund og kulturer sammen, udvikler sig sammen, bekæmper hinanden og gør alt muligt andet sammen. Derfor virker teorierne også som en passende tilgang, når man skal få det til at give mening, at 12 forskere og 24 besætningsmedlemmer sejler af sted sammen for at tage prøver, optage, fotografere, skrive, snakke, sørge for sikkerhed, spise, sove og i det hele taget spendere 40 dage på et 279 fod lang skib under en overordnet tanke om, at de derved kan lære noget om, hvordan verden hænger sammen.
Det som forskerne skal undersøge er gasudveksling mellem havet og atmosfæren netop ved høj vindstyrke. Det ved de meget lidt om, siger de. Det som jeg skal undersøge er, hvordan de undersøger dette sammen. Det ved jeg meget lidt om.
Okay, måske har jeg alligevel gjort mig ret mange tanker om det her projekt. Måske kan min faglige selvtillid alligevel godt holde til mødet med en gruppe mennesker, der på ingen måde stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor de undersøger det de gør, om det kan bruges til noget, eller om de bare spiller fandango. Jeg tror på mit projekt, og at jeg i løbet af de næste 40 dage vil finde ud af en masse om kulturen blandt denne gruppe af eksotiske mennesker fra flere dele af verden med mærkelige klædedragter af fleece, gummi og sikkerhedssko, et underligt sprog der lyder engelsk men med ord jeg aldrig har hørt før, nærmest besat adfærd omkring teknologier der bygges om, kastes i havet, forlades, findes igen, tilsluttes andre maskiner, der viser en masse tal som bliver til flere uforståelige ord.
Nu er jeg i gang. Jeg vender tilbage om en uges tid.
Kærligst
Claudia”